Den østjyske underleverandør Mc Uldall har udvidet fabrikken med ekstra kvadratmeter og nye maskiner
Indehaver Niels K. Nielsen (tv) og produktionschef Casper L. Rosvall. Foto/Henrik Eilers.
Noget har været i gære hos den østjyske underleverandør Mc Uldall gennem et stykke tid. En tilbygning har stille og roligt taget form.
Nu er medarbejderne så i gang med at rykke ind i de i alt 1.900 nye kvadratmeter, der forøger virksomhedens samlede areal med små 50 pct.
– Det er på grund af pladsmangel og for stadigvæk at blive ved med vokse. Vi er vokset med 10-15 pct. om året de sidste mange år, og det håber vi at kunne fortsætte med, forklarer indehaver Niels K. Nielsen.
– Vi vokser med både nye og eksisterende kunder. Vi leverer til blandt andet fødevarebranchen, medicinalbranchen, forskning og offshorebranchen. Det er nogen, der stiller store krav til fleksibilitet og kvalitet – og hvor vi laver nogle ting, der er på kanten af det, der kan lade sig gøre, fortsætter han.
Helt færdig til sommer
Håndværkerne er ikke helt færdige med den nye produktionshal.
Udover de mange nye kvadratmeter, som hovedsageligt skal bruges til lager og afkortning, så bygger virksomheden også ny kantine og nye kontorer.
Går alt efter planen, er håndværkerne helt færdige om et par måneder.
Niels K. Nielsen overtog Mc Uldall i 2005 og besluttede i 2010 at bygge en ny fabrik i Stilling lige uden for Skanderborg. Her rykkede medarbejderne ind i 2011. Virksomheden har i dag godt 40 medarbejdere.
Aktiv investeringsstrategi
Mens afkortnings-afdelingen nu er ved at flytte ind i den nye hal, bliver der plads til at rykke rundt på den resterende maskinpark, som efterhånden står temmelig tæt.
Og også nye maskiner skulle der gerne blive plads til. Mc Uldall har gennem årene haft en meget aktiv investeringsstrategi, og også i år er maskinparken blevet udvidet.
Denne gang er der tale om en 4-akset fræser fra Quaser, med arbejdsrummet Y800, X2100 og Z900. Den blev installeret i januar.
– Vi har cirka investeret i to maskiner om året i de år, jeg har haft virksomheden. Og det er multimaskiner, der er tale om. Dengang multimaskinerne kom frem, investerede vi i en af de første i landet, og derfor har vi stor erfaring i multitasking maskiner i dag. I dag har vi ni 5-aksede maskiner, fortæller Niels K. Nielsen, og fortsætter:
– Hvis der er behov for det, fortsætter vi selvfølgelig med at investere – men der skal være behov for det. Og vi ér allerede ved at kigge på noget. Vi kigger på en noget større drejebænk i den avancerede ende. Jeg har en stor forespørgsel liggende til den type maskine. Så hvis opgaverne er der, er vi også klar til at investere.
Ny artikel om os i Metal supply
Klik på linket for at læse
https://www.metal-supply.dk/article/view/718381/maskinfabrik_har_spraengt_rammerne